Tremmesengen er for mange forældre symbolet på, at der er en baby i huset. De hyggelige putteritualer med sang, mælk og nussen på kinden centrerer sig om den trygge tremmeseng. Men pludselig er den førhen så lille baby blevet en stor tumling, der fylder tremmesengen godt ud og måske endda begynder at forcere tremmesengens kanter.

Hvornår er det tid til at skifte tremmeseng ud med juniorseng?

Netop dette spørgsmål er der mange forældre, der begynder at stille sig selv, når den lille baby er blevet en stor tumling på omkring 2,5 år. Og der er faktisk ikke noget entydigt svar. Det handler ikke om, at barnet skal nå en bestemt alder, hvor det er tid til at skifte til juniorseng. Det handler mere om at se på, hvordan barnet har det med sin tremmeseng lige nu. Det kan virke overrumplende for et lille barn at ligge i en stor, åben seng. Derfor anbefales det heller ikke at skifte til juniorseng ’bare fordi’. Hvis dit barn er glad og tryg ved sin tremmeseng og sover godt i den, så er der ingen grund til at foretage det skift endnu. Det er som ordsproget lyder: ”If it ain’t broke, don’t fix it”. Her er nogle opmærksomhedspunkter, man kan tage med i beslutningen:

Når tremmesengen bliver farlig

Tiden er inde til at skifte til en større, åben seng, når barnet begynder at klatre over siderne på tremmesengen. Det kan nemlig blive rigtig farligt, hvis det lykkes barnet at kravle ud over siden og falde ned på gulvet. Tremmerne er ikke en sikkerhed, hvis barnet er en udbryderkonge, der vil over dem – tværtimod. En anden faktor er selvfølgelig også barnets størrelse. Er barnet rent fysisk blevet for stor til at ligge behageligt i sengen? Hvis barnet ikke kan ligge udstrakt i sengen med plads at vende sig på, er det på tide at skifte til en større seng.

Sådan støtter du barnet i skiftet til juniorseng

Når tiden er inde til at barnet skal over i en større juniorseng, så er det vigtigt at støtte barnet i det skift. Du kan fx forberede barnet ved at inddrage det i beslutningen om en ny seng. Måske har barnet en god ven, som lige har fået en smart juniorseng, som man kan tale om. Det kan være, at I sammen kan vælge den fine nye seng. Der findes rigtig mange søde og sjove juniorsenge på www.only4kids.dk,som med garanti vil gøre din lille tumling spændt og stolt. Når sengen er i hus, er det vigtigt, at de faste putteritualer følger med over i den nye seng. Det hele skal være så normalt som muligt, så barnet føler sig tryg og hjemme i sin nye juniorseng.