Her kan du læse, hvordan legeaben.dk tjener penge, hvilke oplysninger der behandles, når du besøger sitet, hvem de deles med, og hvilke rettigheder du har. Senest opdateret 14. september 2026.
Dataansvarlig
Black Spring ApS
CVR 45666220
Frem 13
2800 Kgs. Lyngby
E-mail: [email protected]
Ansvarlig: Laust Kehlet
Skriv til os, hvis du har spørgsmål til denne politik eller vil gøre brug af dine rettigheder.
Annoncelinks: sådan tjener legeaben.dk penge
Legeaben.dk er reklamefinansieret. Mange af vores links til butikker er annoncelinks: klikker du videre og køber noget, får vi en provision fra butikken. Prisen er den samme for dig, uanset om du kommer fra os eller går direkte til butikken. Sider med annoncelinks er mærket «Annoncelinks» øverst.
Når du klikker på et annoncelink, går du gennem et affiliatenetværk videre til butikken, og netværket registrerer klikket, så et eventuelt køb kan henføres til os. De netværk, der bruges på sitet i dag, er:
- Partner-ads (dansk affiliatenetværk) — langt de fleste links. På enkelte sider vises også bannere, som hentes fra Partner-ads’ server, når siden åbnes.
- Tradedoubler — på enkelte ældre artikler.
- PriceRunner — prissammenligning, på enkelte sider.
Vi modtager kun opsummerede tal for klik og salg. Vi får ikke at vide, hvem du er, eller hvad du har købt. Registreringen sker hos netværket og butikken, som selv er dataansvarlige for den, og fra det øjeblik du forlader legeaben.dk, gælder deres egne privatlivspolitikker. Vi opdaterer listen, når nye netværk kommer til.
Hvad der sker, når du åbner en side
1. Googles samtykkedialog og annoncer
Sitet viser annoncer fra Google AdSense. Første gang du åbner en side, spørger en dialog fra Google, om Google og Googles partnere må bruge dine oplysninger til tilpassede annoncer, annoncemåling, målgruppeundersøgelser og udvikling af tjenester, og om de må gemme og læse oplysninger på din enhed. Ifølge dialogen drejer det sig om 210 partnere, og de kan bruge præcise geoplaceringsdata. Den fulde partnerliste findes i dialogen under «Liste over partnere».
- Siger du ja, kan Google og partnerne sætte cookies og vise annoncer, der er tilpasset dig.
- Siger du nej, viser Google stadig annoncer, men ikke annoncer tilpasset ud fra dine oplysninger. Google kontakter fortsat sine egne servere for at levere annoncerne og beskytte mod annoncesvindel.
- Nogle partnere behandler oplysninger med henvisning til legitim interesse. Det kan du gøre indsigelse mod under «Administrer muligheder» i dialogen.
Dit valg gemmes i cookien FCCDCF. Vil du ændre det, så slet cookies for legeaben.dk i din browser. Så vises dialogen igen næste gang. Dialogen henter selv sine skrifttyper fra Google Fonts, og det giver Google din IP-adresse.
Retsgrundlag: dit samtykke, databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 1, litra a, jf. cookiebekendtgørelsen. For partnere, der henviser til legitim interesse, er det artikel 6, stk. 1, litra f. Modtager: Google Ireland Limited og de partnere, du giver samtykke til.
2. Statistik: Google Analytics
Sitet måler, hvordan det bruges: hvilke sider der åbnes, hvilken slags enhed og hvilket land besøget kommer fra. Det sker med Google Analytics gennem Googles plugin Site Kit. Til det sættes to cookies:
_ga— en tilfældigt genereret identifikator, der adskiller din browser fra andres_ga_HCBQD3JFG3— holder styr på det enkelte besøg for denne måling
Formålet er alene at kunne se, hvilke sider der bliver læst. Vi sammenstiller det ikke med andre oplysninger og forsøger ikke at identificere dig.
Samtykke: statistikcookies må efter cookiebekendtgørelsen først sættes, når du har givet samtykke. På legeaben.dk sættes de i dag, når du åbner en side, uden at du er blevet spurgt. Det gælder også, hvis du siger nej i Googles dialog, for dialogen styrer kun annoncerne og ikke statistikken. Vi skriver det, fordi det er sådan, det forholder sig. Vil du ikke måles, kan du:
- slette cookierne og blokere tredjepartscookies i din browsers indstillinger
- installere Googles eget fravalgsprogram til Google Analytics
Modtager: Google Ireland Limited, som kan overføre oplysninger til Google LLC i USA. Google er certificeret under EU-U.S. Data Privacy Framework, som Europa-Kommissionen har vurderet giver et tilstrækkeligt beskyttelsesniveau.
3. Billeder, bannere og videoer fra andre servere
En del produktbilleder på sitet hentes direkte fra butikkernes egne servere, fx Kids-world, Babysam, Eurotoys og butikker på Shopify. Bannere på enkelte sider hentes fra Partner-ads, og prissammenligninger fra PriceRunner hentes med skrifter og billeder fra PriceRunners og Klarnas servere. Det betyder, at din browser kontakter butikkens eller netværkets server, når siden vises, og at serveren modtager almindelige tekniske oplysninger som din IP-adresse, din browser og hvilken side billedet vises på. Det sker, før du klikker på noget.
Enkelte ældre artikler har indlejrede YouTube-videoer. Når en af dem indlæses, kan YouTube (Google) sætte egne cookies og registrere visningen efter Googles privatlivspolitik.
4. Serverlog og Cloudflare
Sitet leveres gennem Cloudflare, der beskytter mod angreb og gør siderne hurtigere, og ligger hos vores hostingudbyder. Begge registrerer, som alle webservere, tekniske oplysninger om hvert besøg: IP-adresse, tidspunkt, hvilken side der blev hentet, og hvilken browser der blev brugt. Det er nødvendigt for at kunne levere sitet og opdage fejl og angreb.
Retsgrundlag: vores legitime interesse i at kunne drive og sikre sitet, artikel 6, stk. 1, litra f. Oplysningerne bruges ikke til at følge enkeltpersoner. Cloudflare kan behandle oplysninger i USA og er certificeret under EU-U.S. Data Privacy Framework.
Hvis du skriver en kommentar
Under mange artikler kan du skrive en kommentar. Så gemmer vi det navn, den e-mailadresse og det websted, du skriver i formularen, selve kommentaren samt din IP-adresse og browsertype, så vi kan bekæmpe spam. Navn, websted og kommentar vises offentligt; e-mailadressen gør ikke.
- Profilbilleder ved kommentarerne hentes fra tjenesten Gravatar (Automattic). Til det sendes en krypteret kode lavet ud fra e-mailadressen. Har du ingen Gravatar-profil, vises et standardikon.
- Krydser du af i «Gem mit navn, mail og websted i denne browser til næste gang jeg kommenterer», sættes cookies med de oplysninger i din browser, så du ikke skal skrive dem igen. Uden afkrydsning sættes de ikke.
Kommentarer gemmes, indtil de slettes. Skriv til os, hvis du vil have din kommentar fjernet. Retsgrundlag: vores legitime interesse i at kunne vise og moderere kommentarer, artikel 6, stk. 1, litra f, og for afkrydsningens cookies dit samtykke.
Hvis du skriver til os
Skriver du til [email protected], behandler vi din e-mailadresse og indholdet af din henvendelse, så vi kan svare dig. Korrespondancen gemmes, så længe det er nødvendigt for at behandle sagen, og slettes derefter. Retsgrundlag: vores legitime interesse i at kunne besvare henvendelser, artikel 6, stk. 1, litra f.
Cookies på legeaben.dk
Målt i en tom browser den 13. september 2026:
| Cookie | Sat af | Hvornår | Formål |
|---|---|---|---|
FCCDCF | Google (samtykkedialog) | Når siden åbnes | Husker dit svar i samtykkedialogen |
_ga | Google Analytics | Når siden åbnes, også efter «nej» | Adskiller din browser fra andres, så besøgende kan tælles |
_ga_HCBQD3JFG3 | Google Analytics | Når siden åbnes, også efter «nej» | Holder styr på det enkelte besøg |
| Annoncecookies | Google og partnere | Kun hvis du siger ja i dialogen | Tilpassede annoncer og annoncemåling, jf. partnerlisten i dialogen |
| YouTube-cookies | YouTube (Google) | Når en indlejret video indlæses | YouTubes egen visningsregistrering |
comment_author_… | legeaben.dk | Kun hvis du krydser af ved en kommentar | Husker navn, e-mail og websted til næste kommentar |
Hvor længe oplysningerne gemmes
Statistikken opbevares hos Google i den periode, der er valgt i Google Analytics, og slettes derefter automatisk. Annoncepartnernes opbevaring fremgår af partnerlisten i Googles dialog. Serverlogfiler opbevares af Cloudflare og vores hostingudbyder i en kortere periode af hensyn til drift og sikkerhed. Kommentarer gemmes, indtil de slettes, og e-mailkorrespondance, til sagen er afsluttet.
Hvem oplysningerne deles med
- Google Ireland Limited — AdSense, samtykkedialogen, Google Analytics, Google Fonts og YouTube, jf. ovenfor.
- Googles annoncepartnere — kun dem, du giver samtykke til, eller som henviser til legitim interesse, du ikke har gjort indsigelse mod.
- Partner-ads, Tradedoubler og PriceRunner (ejet af Klarna) samt de butikker, vi linker til — når du klikker på et annoncelink, og når deres billeder, bannere og prissammenligninger vises.
- Automattic (Gravatar) — profilbilleder ved kommentarer.
- Cloudflare og vores hostingudbyder — drift og sikkerhed.
Vi sælger ikke personoplysninger.
Dine rettigheder
Du har efter databeskyttelsesforordningen ret til:
- at få indsigt i, hvilke oplysninger vi behandler om dig
- at få urigtige oplysninger rettet
- at få oplysninger slettet
- at få behandlingen begrænset
- at gøre indsigelse mod behandling, der sker på grundlag af legitim interesse
- at få udleveret dine oplysninger i et almindeligt format (dataportabilitet)
- at trække et samtykke tilbage — det påvirker ikke lovligheden af behandlingen inden da
Skriv til [email protected], så vender vi tilbage hurtigst muligt.
Klage
Er du utilfreds med, hvordan vi behandler dine oplysninger, kan du klage til Datatilsynet, Carl Jacobsens Vej 35, 2500 Valby, datatilsynet.dk.
Ændringer
Ændrer vi sitet, så behandlingen af personoplysninger ændrer sig, opdaterer vi denne side. Datoen øverst viser, hvornår teksten sidst er ændret. Denne udgave er fra 14. september 2026.